tirsdag den 26. marts 2013

Tirsdag, vejning.

Vægten holder sig stabil!

Fornemmelsen af lethed og af at være udrenset, er superdejlig. Jeg er meget omhyggelig med at planlægge min spiseseddel, og er meget bevidst om hvilke råvarer der skal bruges. Påskeslik er for mig nogle stykker 80% chokolade, nødder og frugtpålæg. Supersund!

Det kan virkelig anbefales, det her at nå sit mål. Efter påske drager jeg af til Bahne, og får tips om ny stil. Til den tid burde foråret også være på vej.

God påske fra Myren

torsdag den 21. marts 2013

Målet er nået!

Suppekuren fik mig helt frem til mit mål.

Endelig! Målet er nået. Suppekuren SPARKER gang i fedtforbrændingen, det er helt sikkert. Virkelig effektiv. Den vil jeg have i baghånden nu når min vægt skal holdes på plads. Ikke noget med jo-jo.

OK: Planen nu er at holde vægten stabilt på plads, og at bygge en god kondi op. Nu skal der trappes forsigtig ud af suppekuren, og over på en fornuftig madplan. Meget kød, kan jeg forstå + grøntsager og frugt. Min A38 hver morgen, tages op igen om et par dage, for at holde mavens mikroflora glad. Kan heller ikke undvære et par skiver rugbrød ved frokosttid. Har fundet en sjov (og god) side der hedder Madbanditten.dk, med masser af opskrifter og forslag.

I dag bestod morgenmaden af suppe tilsammen med et par skiver tofu, og et glas vand med lidt klid iblandet. Tofu smager fint, og indholder meget protein. Jeg elsker kød, men at spise en oksebøf direkte fra morgen af, er lidt for meget for mig. Kylling, måske. Man kan også lave omeletter, og Madbanditten har rigtig mange forslag til morgenmad. Det er lidt en ny verden for mig, mine madvaner skal ændres.

Jeg vil gerne fortsætte med at være med i Slankenetværket, det føles utroligt rart at have et netværk som sikkerhed hvis nu jo-joen "slår til "igen. Den er en rigtig lumskebuks!

Knus fra Myren     



tirsdag den 19. marts 2013

Tirsdag...

Hvad siger vægten?

I dag, på suppekurens 4. dag har jeg vejet mig. Jeg har tabt mig 2,5 kg siden sidste tirsdag! Nu mangler der kun 0,7 kg til målet! Det er en helt stolt, "syret", vidunderlig og lidt uvirkelig tanke, at målet er så tæt på. Helt vildt vidunderligt.

Når jeg tænker tilbage på, hvor led og ked af det jeg var, den gang min beslutning blev taget om at det var tid at gå ned i vægt, er det SÅ helt fantastisk, at gå op på vægten i dag. Skidt med at suppekuren forhindrer mig i at spise hvad jeg vil; den er bare hamrende effektiv! Jeg er så utroligt taknemmelig for at min krop er befriet fra den ekstra vægt, jeg har båret rundt på de sidste 4 år. Nu er jeg af med næsten alle de overflødige kilo, både de synlige der sad som deller, og de usynlige der lå inde i min krop, rundt mine organer.

Der mangler lige 0,7 kilo. Jeg kører et par dage mere med suppekuren, men vejer mig nu hveranden dag. Der er ingen grund til at overdrive vægttabet. Når jeg ser på min krop i spejlet, kan jeg se at der stadigvæk er en lille pude fedt på maven, og bagdel og lår har stadig FIN appelsinhud. Fred være med det, der er ikke de store grimme buler jeg havde før. De store deller er trimmet væk. Jubiii!

Om et par dage er målet forhåbentlig nået. Helt vildt vidunderligt! 
Hej, hej fra Myren  

mandag den 18. marts 2013

Mandag den 18. marts

Suppekurens 3. dag

Det var egentlig i lørdags, jeg fik fat i de rigtige ingredienser til suppekuren, så min improviserede kur fra torsdag middag til lørdag formiddag medregner jeg ikke. Således er jeg nu i dag mandag, på min tredje dag. Suppen smager fortrinligt, den spiser jeg både varm og kold. Den er lidt hot i min version, jeg kan godt lide hvidløg.

I går måtte jeg spise en bagt kartoffel. For hulen, jeg NØD den kartoffel! Sådan set, har jeg ikke spist hvad jeg har lystet, siden torsdag middag. Når jeg er på kur, fantaserer jeg meget om den mad jeg ikke må spise. Savner rugbrød. Men er aldrig sulten, suppen og grønt og frugt mætter godt.

Nu er det sådan, at jeg ikke kan nedsætte mine daglige fysiske udfoldelser. Jeg har arbejdet videre med de daglige sysler, men i weekenden har vi haft så travlt her hjemme, at jeg ikke har nået min træning. Det er helt i orden, da det arbejde vi udførte sammen her hjemme, var hårdt rent fysisk, og det var koldt ad h. til. Det er min krop åbenbart helt OK med,  jeg har ikke været træt eller svimmel overhovedtaget. Jeg føler ikke at suppekuren tapper mig for energi eller kræfter. Det bliver meget spændende, at se hvad vægten siger i morgen, tirsdag.

OK, vi ser hvad der sker i morgen.
Hej, hej fra Myren

fredag den 15. marts 2013

Fredag den 15.marts

Suppekuren; den snupper jeg!

I går startede jeg en improviseret suppekur. Dvs. jeg fulgte ikke opskriften fra Perrsen (så først beskrivelsen af kuren i dag), men lavede suppe på de ting der var i mot køkken. Løg, hvidkål, hvidløg, gulerødder, et par kartofler, lidt chilipuver og kyllingebullion. For at brygge videre på suppen, kom jeg senere på dagen broccoliblanding i. Fra og med torsdag middag til nu, fredag aften, har jeg KUN spist suppe. I morgen køber jeg de ingredienser ind, der skal til for at følge den rigtige opskrift.

Hvordan er det så gået? Godt! Jeg har sørget for at der hele tiden har været rigeligt med suppe i køleskabet, og har varmet spiseportioner op efterhånden som dagen er gået. For at undgå sult, har jeg været omhyggelig med at der ikke er gået for lang tid mellem måltiderne. Suppen mætter fint, og den er varm og dejlig.

Det har været fristende at hoppe op på vægten, bare for at kigge lidt, men det må vente til på tirsdag. Den eneste krise jeg har haft i dag, var da min mand viftede med et glas fristende rødvin foran min næse! Rødvinen nyder jeg sammen med lammekølle til påske, nu gælder det om at holde ud.

By the way; gad vide om vi sneer helt inde i næste uge? Vi må grave os ud når stormen har lagt sig.

Hej, hej fra Myren

torsdag den 14. marts 2013

Torsdag den 14. marts

Superinspireret!

Slankenetværket er bare super! Perrsen herinde gav mig et hammer-godt tip, med opskriften på sin suppe! Selvfølgelig! Det er det jeg skal, spise varm og mættende suppe, istedet for at køre en juicefaste. I Lene Hanssons bog "Forny dit liv på 8 uger" er der opskrifter på flere supper, dejligt!

Min plan er den, at spise suppe i 5 dage, derefter køre "næsten"-faste i 5 dage og afslutte med 5 dages suppekur igen. Hvorfor? FORDI nu vil jeg gerne af med de sidste 3,etwas kilo! Vil gerne skrive OK på min TO-DO-liste og så bygge muskler op. Kuren lægges sådan, at jeg kan spise almindeligt i påsken. Og; selvfølgelig skal jeg træne. 15 minutter crossttrainer, 10 minutter hoola hver dag, foruden dagens aktiviteter.

For at holde dampen oppe, kommer jeg til at skrive små indlæg i ny og næ.

Hej, hej fra Myren

tirsdag den 12. marts 2013

Tirsdag den 12. marts

Foråret forsvandt lige; isende kold vind og sne igen.

For at holde varmen og kræfterne oppe, ynder jeg at spise rigtig varm havregrød. Det er ikke særlig fancy, men jeg synes nu det virker meget godt. Filosofien er simpelthen den, at det er bedre at være varm og mæt, end at være sulten og fryse. Vægttabet den her uge ligger på 300 gram, det er jeg meget tilfreds med nu i kulden.

Ser I, jeg har flirtet lidt med tanken om at prøve en juicefaste. Ville egentlig været gået igang så småt  i den her uge, men så kom kulden. Holder lige fast i havregrøden lidt endnu. Sammen med de lange ski-underbukser.

Hold ud venner, foråret vender forhåbentlig snart tilbage.
Hej, hej fra Myren
 

tirsdag den 5. marts 2013

Det går den rette vej

Ja, det går den rette vej med vægten, nemlig nedad!

Siden sidste indslag har jeg tabt mig 500 gram, og mangler nu at tabe 3,5 kilo inden målet er nået. Det vil sige: jeg har tabt 4,5 kg. siden vi startede netværket. Alt i alt har jeg smidt 24,5 kilo siden den gang jeg var som størst. Det har taget lidt tid at nå hertil, og nu vil jeg bare RYSTE de sidste 3,5 kilo af mig!

En af mine veninder fortalte mig at tang kan give forlænget mæthedsfornemmelse og at det er meget sundt. En plade nori-tang er ligeværdig med de 600 gram frugt og grønt vi bliver anbefalet at spise hver dag. Jeg har tænkt mig at begynde at spise tang hver dag, sammen med frugt og grønt, selvfølgelig. Skal snuse lidt rundt efter opskrifter og serveringsforslag. Det er altid spændende at lære nye sunde ting.

Hej, hej fra Myren